Det er med stor glæde, at vi byder velkommen til Tom F. Mørch, som i dag tiltræder som Key Account Manager hos KR – en del af able nordic.

Tom kommer med mere end 35 års erfaring med produkter og løsninger til ældre, syge og mennesker med funktionsnedsættelser samt de fagpersoner, der hjælper dem i hverdagen. De seneste 30 år har han arbejdet i hjælpemiddelbranchen og været involveret i en lang række opgaver og projekter på både kommunalt og regionalt niveau.

Med sin mangeårige brancheerfaring og indgående forståelse for kundernes og brugernes behov bliver Tom en stærk del af KR’s salgsteam. Han får ansvaret for alle kunder i Region Nordjylland og Region Syddanmark med fokus på at videreføre den tætte dialog med kommuner, regioner og øvrige samarbejdspartnere.

Om sin nye stilling siger Tom:

“Jeg glæder mig utrolig meget til at starte som Key Account Manager hos KR og blive en del af able nordic.

Når man arbejder som leverandør til hjælpemiddelbranchen, er man hver dag bevidst om det ansvar, der følger med at levere produkter, som skal lette hverdagen for vores samarbejdspartnere i kommuner og regioner – og ikke mindst for deres brugere og patienter.

For mig handler det om hver dag at gøre en optimal indsats for at levere den bedste kvalitet, service og viden. Jeg ser derfor også frem til at blive en del af en virksomhed med produktion i Danmark, hvor produktudvikling er i fokus, og hvor vi løbende arbejder på at udvikle løsninger, der kan bidrage til endnu højere livskvalitet for både brugere, patienter og personale.

Dem, der har evnerne, har også forpligtelserne. Det er en indstilling, der stikker dybt i rødderne hos KR og able nordic, og som jeg altid har kunnet tilslutte mig.

Jeg ser meget frem til samarbejdet med mine nye kolleger og med både tidligere, nuværende og fremtidige kunder og samarbejdspartnere. Vi ses derude.”

//Tom F. Mørch

Hjertelig velkommen til, Tom! Vi glæder os til samarbejdet.